Referater (Oldboys 2014)

07/04/14 Måløv – Oldboys (4-3)

Sæsonens første kamp skulle spilles i Måløv, og det nye holdlederteam skulle have sin debut. Både Zimmer og Bæ startede inde, mens Lennart, Craig og Jesper Jensen holdt skansen på bænken. Vi var kommet sent af sted og havde derfor ikke fået varmet ordentligt op, hvilket var til at se allerede efter et par minutter, hvor Andreas med en følt venstre vrist sender bolden elegant over en chanceløs Zimmer på kassen. 1-0. Værre start kunne vi næppe ønske os. Senere i halvlegen blev det 2-0 trods pæne muligheder til os. Jelle sendte blandt andet et frispark lige over mål.

I anden halvleg kommer vi langt bedre med, vi skaber chancer og får også scoret. Personlige fejl koster dog igen og igen, og kampen ender 4-3, selvom vi følte, at vi burde have hevet point med hjem. På den positive side var der en del bøder, blandt andet DP som glemte sine støvler på parkeringspladsen, men også løb med MOM.

 

22/04/14 Herlev B73 – Oldboys (3-3)

Får at råde bod på manglende spilletid i første kamp startede Lennart inde i sæsonens anden kamp. Ti minutter senere var den dog gal, og så måtte Lennart se resten af kampen fra den velkendte sidelinje. Uden for banen stod også Andreas og så på, som i en brandert havde smadret sin skulder, og som udskiftere var Gulle og Service klar. Vi kom ok fra start mod et svagt Herlevhold, som ikke havde meget at byde på. En flagrende Martin Hein var dog ved at give en chance væk, men det forblev ufarligt. Det gjorde det til gengæld ikke, da Herlev havde indkast – et langt et af slagsen gik over alle mand, ned på jorden i det lille felt, op i luften igen og hen til en modstander, som ubesværet kunne sende bolden i nettet. Helt elendigt forsvarsspil. Nå, til pause, og så bedre fra start i anden halvleg. Her havde Jelle flere store chancer, Bæ et par håbløse skud udefra og ellers et godt tag på kampen. Alligevel er det Herlev, som scorer igen, da Service i et forsøg på at heade bolden væk bliver fanget, det samme gør Noll, og så løber to Herlevgutter ned og scorer – i øvrigt efter endnu en stor chance til Jelle.
På et tidspunkt får Paul en bold midt på modstanderens banehalvdel, den ryger hurtigt videre til DP i løb, som sender ind i det korte hjørne fra kanten af feltet – bum! 2-1. Herefter sidder vi tungt på spillet. Zimmer synes dog ikke om spændingen, så han forærer Herlev et mål til 3-1, hvor bolden bare skulle være sendt i alle andre retninger end lige på Herlevspilleren. Humøret daler en smule, men i de sidste fem minutter bliver der stadig vist vindermentalitet, og det giver pote. I de døende minutter lykkes det os først at reducere til 3-2, og langt inde i overtiden bliver det så 3-3, da Herlev ikke vil skille sig af med bolden, og Service får taget sig sammen til at tage bolden fra en rådvild spiller. En aflevering, lidt forvirring og uafgjort. Herlig stemning – i hvert fald hos Mosede. Enkelte bøder og MOM til Jelle.

 

01/05/14 Oldboys – BSV (2-0)

Topholdet kom på besøg, og Mosedes oldboys var klar. Brolle var tilbage i kassen, og Ulrich ’Bonecrusher’ Sonne var klar til at tackle modstandere ude af banen. Sonne viste i øvrigt stor klasse i sit comeback allerede tidligt i kampen, da han vælter i bolden på så overbevisende manér, at det udløser et frispark til ham.
Nå, tilbage til kampens begyndelse. Vi spiller fin fodbold, og det er hurtigt tydeligt, at BSV også gerne vil spille bolden fornuftigt rundt for herefter at sætte deres angribere op med lange bolde. Det lykkedes dog meget sjældent, de største chancer til udeholdet kom fra fejlafleveringer fra en unavngiven holdleder på midtbanen, men her nåede forsvaret i tide at redde situationerne. I den anden ende havde vi flere store, store muligheder, hvor flere angribere må have sovet elendigt efterfølgende – Wain havde en kæmpemæssig chance lige foran kassen, som det ikke lykkedes at få over stregen.
Som altid starter vi forfra i pausen og kalder 0-0 og ud til anden halvleg – for første gang læge var det faktisk også virkelighed, da anden halvleg gik i gang, men det skulle ikke vare længe. På meget mærkelig vis ryger en høj bold mod mål, efter målmanden har losset den ind i en Jelle i presspil.  Det set umiddelbart ud til, at deres forsvarer kan cleare lige før stregen, men hårdt presset vælger han at losse bolden i netmaskerne i stedet, og så var Mosede foran 1-0.
Herefter får vi kontra på kontra på kontra, men ingen lader til at være i stand til at putte bolden i kassen. Martin Hein, Jelle og Wain brænder på det skammeligste, og flere stod i kø for at gøre dem følge. BSV forsøger at etablere et pres, men de høje bolde bliver afvist af Hein og Zimmermann i fællesskab, og bagerst står Brolle og holder sikkert styr på de bolde, som skulle komme forbi. Endnu et kontraangreb bliver sendt mod BSV’s mål, og denne gang slår gutterne til. Wain (som jeg husker det) stikker af sted og afleverer uselvisk til Jelle på midten, som roligt kan sende kuglen over stregen til stor tilfredsstillelse og beroligelse for holdkammeraterne. BSV kommer ikke frem til noget, og et clean sheet og tre point er en realitet, og MBK Oldboys rykker sikkert frem i tabellen. Brian G. fik debut og tog også stemmerne. Næste kamp er lokalopgør mod Solrød. Forza Mosede!

 

07/05/14 Solrød – Oldboys (0-1)

Siden første kamp er det kun gået fremad for oldboysholdet, og den stime skulle gerne fortsætte mod lokalrivalerne fra Solrød. Flere af drengene havde brugt weekenden udenlands og var således tanket godt op på humør, men også på lidt for god mad og alkohol. Holdet så stærkt ud med en ung bagkæde, en mobil midtbane og teoretisk set en målfarlig duo på toppen.
Kampen blev fløjtet i gang, og Mosede kom godt fra start. Solrød blev presset ned, og vi havde i de første ti minutter pænt styr på kampen. Herefter ændrede billedet sig lidt, uden at Solrød rigtig kom frem til noget, men bedre med i kampen kom de. Bønne havde godt fat i Solrøds højre side, mens Ulrich kom lidt uheldigt fra start på en blød bane. Modstanderen blev dog holdt fra oplagte målchancer, men opgøret var blevet mere ligeværdigt. Vi spillede dog første halvleg, som vi sluttede mod BSV – med nogle pæne chancer. Det lykkedes dog ikke for alvor at få testet deres keeper, men det gav tro på, at kampen godt kunne tippe til vores fordel – og det gjorde den da også allerede i første halvleg – troede vi. Et perfekt lagt frispark fra midterlinjen fra DP landede lige i fødderne på Jelle, som tog den udenom målmanden og sendte bolden i maskerne. Fejlagtigt fløjtede kampens dommer for offsight. Inden da havde Solrød modtaget to gule billetter, først for at kalde dommeren hjernedød over to omgange, siden for at sparke bolden væk, efter der var blevet fløjtet. Af samme årsag ville Solrød også have dommeren til at give Jelle en ostemad for at sparke bolden i kassen efter offsidekendelsen, men de frustrationer blev aldrig forløst. Vi gik til pause med forventninger om mål fra vores side i anden halvleg og besluttede os for at lægge pres på deres ni mand fra start.

Anden halvleg blev fløjtet op, og vi forsøgte fra start at få bolden  i kassen, dog uden held. Igen havde vores angribere ikke den bedste dag på kontoret, og igen i dag missede de de helt store chancer. Alligevel blev vi ved med at tro på, at en scoring nok skulle komme, nøjagtig som vi så det, da vi spillede mod Herlev, hvor vi på kort tid fik hentet to mål og dermed en uafgjort. Stille og roligt begyndte Solrød dog at satse mere, og så var det skønt at se, at forsvaret konsekvent spillede kynisk og sørgede for at få bolden spillet sikkert væk. Jesper Sørensen måtte hive en enkelt redning op af hatten i anden halvleg, men ellers var der ikke meget andet end målspark at se til for ham. Det var der til gengæld for hans kollega i den anden ende, og på et udspark fra netop Sørensen går både Martin Hein og DP op for at snitte den videre. Om nogen rører den er uvist, men klogt er det i hvert fald, at Hein bliver stående og lader DP tage løbet efter bolden – alene mod mål. Den slags chancer havde vi dog haft før, uden at det gav pote, men denne gang skulle det lykkes.  Jelle tager løbet hele vejen med op, men det lykkes DP at sætte målmanden, og fra en meget spids vinkel bliver bolden sendt over stregen. 1-0 – så skal vi have point med fra den kamp, og gerne tre af slagsen! Udskiftninger måtte der til, Ulrich og Service måtte tilbage på banen, sidstnævnte med meget tunge stænger, men ved siden af Andreas Hein lykkedes det ham at stråle nok til at få andenflest stemmer. Det er stadig et mysterium, hvordan det gik til, men han headede da til tre bolde i anden halvleg og fik stemplet en modstander. For Ulrichs vedkommende var det en kort tilbagekomst til banen – der gik ikke mange minutter, så røg der en advarsel i vejret, og Ulrich fik ti minutter mere.

Mod slutningen forsøgte Solrød sig, men det blev kun til et par hjørnespark, som aldrig rigtig blev helt farlige. Tre minutters overtid, tre point og en debutramme fra Brian G., som derfor naturligvis fik man of match igen. Syv eller ni stemmer mere til midtbaneslideren, og så er der en ramme mere til gutterne. Ja tak. Ses i næste uge til kampen mod BIF.

 

15/05/14 Oldboys – BIF (4-0)

Et MEGET let referat af denne kamp: Anders Wain havde kæmpe problemer foran kassen og stak af fra omklædningen uden at stemme. Den slags koster heldigvis. Det samme gør det gule kort, Carsten indkasserede – og det samme gjorde de stemmer, selvsamme bidske midtbanespiller fik, han rundede nemlig de 25 af slagsen. Det samme gjorde DP, så der var grundlag for #KLUBLIV efter kampen, hvor også Martin Hein donerede øl, da han for nylig ramte de 38 år. Kampen bød også på gensyn med Morten Zimmerman i anden halvleg, som gjorde et godt indhop. Det samme gjorde DP, som i løbet af anden halvleg blev noteret for et hattrick, blandt andet med et arrogant lop over en ellers ret stor målmand. Sidste basse blev sat ind af Paul på hoved – samme mand fik en lige så stor mulighed i anden halvleg, men undlod at sikre sig flere stemmer ved at brænde på det skammeligste.
Det blev også kampen, hvor vi indførte ’kost’-titlen. Den tilfaldt i dagens anledning Wain for sine afbrændere og især for at stikke halen mellem benene og løbe i grillen. Der var i øvrigt #KLUBLIV til efter klokken et om natten – stor ros til de deltagende.

 

21/05/14 Oldboys – Viby (0-0)

Spillefuglene var splittede på forhånd inden dagens kamp, for traditionen talte for et sikkert kryds, men med den flotte stime á tre sejre og tre clean sheets var oddsene på Mosede-sejr faldet betragteligt. Gutterne var klar til at gøre op med den forventede uafgjorte kamp, og med friske folk på alle pladser var forventningerne høje. Flere afbud var tikket ind inden for de sidste 24 timer fra blandt andre Brolle og Ulrich, og det var modstanderen nok ikke ked af – de skulle jo sikkert ’alle på arbejde i morgen’. Med på holdet igen var både Zimmer og Jesper Sørensen, og også Krøner var der plads til (og dermed debutbajere). Nå, men vi stillede stærkt op, og knapt var kampen fløjtet i gang, før første chance skulle tilfalde DP og Martin Hein, som begge startede på toppen. DP’s afslutning endte på stolpen, og inde i det lille felt gled Gamle Hein og mistede dermed muligheden for at bringe os foran.

Herfra fortsatte vi, hvor vi slap mod Brøndby, trods vi mødte et bedre hold denne gang. Flere gange kom vi særdeles tæt på, blandt andet da Martin Hein nikkede på overliggeren, og derudover kunne vi konstatere, at vi stadig har alvorlige afslutningsproblemer. Undervejs i første halvleg måtte Carsten udgå, og han kom ikke ind igen. Viby var ikke ufarlige og havde blandt andet et indlæg på tværs, som ingen dog nåede frem til, og Jesper fik også blokeret et skud. Ellers stod vi som vanligt godt i forsvaret, og det blev ikke til det helt store for Viby. 0-0 ved pausen og god tålmodighed på holdet – vi plejer jo at score i anden halvleg.

Anden halvleg blev fløjtet op, og igen kom vi godt fra start. Wain fik chancen for at revanchere sidste kamps titel som ’kost’, og det varede ikke længe, for han fik muligheden for at teste målmanden. Angriberen lider dog stadig af kæmpekomplekser foran kassen, og afslutningen mindede mest af alt om en tilbagelægning til målmanden. Wain stod dog ikke alene med de store chancer. Halvlegen bød også på en afslutning på overliggeren fra Bæ, sløve afslutninger fra DP og et par muligheder til blandt andre Jelle – alt sammen uden held. I den anden ende forsøgte Viby sig enkelte gange, men det blev ikke til meget. Højdepunktet kom, da en lang bold blev stukket til en af Vibys små spillere, som jagtede den ud mod siden, desværre for ham i en løbeduel mod Kaptajn Hein. Ren skulder mod skulder en meter fra sidelinjen betød, at Vibyspilleren gled og dermed mistede balancen, hvorefter han kurede ud over græs og asfalt. Han tog sig en pæn afskrabning med hjem på lår, røv og albue. Det vækkede en pæn frustration hos udeholdet, men dommeren så det hele korrekt – ren skulder og derfor gult indkast. Kampen endte også med en smule dramatik, da gæster fejlagtigt fik et frispark uden for feltet. Muren blev sat, men også her var Hein på pletten – en tæmning med maveskindet sørgede for, at det forblev ufarligt, og dermed endte kampen, som den startede – 0-0.

Positivt at tage med fra kampen må være at holde nullet for fjerde kamp i træk og ikke mindst, at Andreas Hein rundede de 25 stemmer – den slags koster jo, og så er der jo igen bajere til næste kamp.

 

27/05/14 Karlslunde – Oldboys (3-2)

Topopgør mod naboerne fra Karlslunde skulle vise sig at blive en dramatisk affære. Begge hold stod noteret for nogle af ligaens bedste forsvar, så dagens forestilling skulle kræve noget særligt af angriberne. Mosede stillede med et stærkt hold, desværre så det ikke rigtig ud til, at KIF havde de klassiske buttede spillere, som ellers kendetegner en del af holdene i rækken.

Kampen blev sat i gang, og efter kort tid forsøger KIF sig mod Mosedes forsvar. Nicolai er på vej ud ad feltet for at tackle en modstander, som får sparket bolden op på Mosedespilleren. Fløjten lyder, og Karslundes spillere gør klar til at tage et frispark uden for feltet. Dommeren vil det dog anderledes og insisterer på at dømme straffespark. Det bliver sikkert sat ind, og den kendelse var ikke den sidste, vi var uenige med dommeren om.

Kampen skred frem, og det var tydeligt, at KIF nok træner mere sammen og måske mere intenst end vores eget hold. Efterhånden kommer vi dog bedre med, og især efter DP bliver sendt af sted på en friløber, som han usvigeligt sikkert fik fuldt udbytte af – 1-1. Herfra spillede vi meget bedre og dominerede også kampen. Flere hjørnespark blev det til, det ene blev sendt videre til Jelle, som med en halvblød afslutning fik passeret målmanden. Herfra foregik alting omkring bolden i slowmotion, og jublen var derfor stor, da kuglen endelig trillede over stregen. En KIF-spiller lossede den væk, selvom den var langt ind – men ikke langt nok til at dommeren ville dømme mål. I stedet stak modstanderne af sted i en kontra, og mens mange Mosedespillere enten var uforstående over for, hvad der skete, eller havde travlt med at brokke sig over dommeren, så endte bolden igen i vores netmasker. 2-1 lige før pausen, på ingen måde fortjent, eftersom dommeren nærmest havde foræret dem begge kasser.

Anden halvleg var ikke særligt gammel, før vi sløsede bolden væk, og det var Karlslunde hurtige til at udnytte. Et indlæg langt ud fra siden røg ind i feltet, hvor Sørensen kom på mellemhånd og Service på ingen måde havde lyst til at gøre livet surt for modstanderen og på den måde fik deres prinsesseangriber lov til at heade bolden i et tomt mål til 3-1. Kort efter var Service igen i gavehumør, da han forærede den samme angriber bolden og lod ham løbe alene mod mål, kun med Hein som forhindring. At stå stille var åbenbart nok til et gult kort (som Service passende kan betale), og så var vi ti på banen de næste ti minutter. De udløste dog ikke scoringer.

I stedet kom vi igen tilbage i kampen. DP lavede endnu en basse og havde senere et skud på stolpen med venstrepoten. Igen kunne vi dog konstatere, at vores angribere langt fra havde været skarpe nok i dagens kamp. De sidste fem-ti minutter var ét stort pres mod Karlslundes mål, men ind ville bolden ikke. Wain fik således ikke brudt forbandelsen trods kæmpe friløber, hvilket dog i dag ikke var nok til at indkassere dagens kost. Den delte Martin Hein og Service. Service som med al sandsynlighed spiller en gudekamp næste gang, indkasserer ni stemmer og skylder dermed en ramme. Noget som i forvejen allerede gælder for A. Hein, Jelle og Brian G., så husk at tage cyklen onsdag mod Dantyrk.